Index    

Grønland

  In English

Mine år i Grønnedal
Kangilinnguit        

 
 

I forbindelse med min uddannelse til elektronikmekaniker i Søværnet 1967-72, var jeg udstationeret på Flådestation Grønnedal i 2½ år fra 1969-71. Turen til Grønland foregik i en af flyvevåbnets C54 propelmaskiner. Komforten var ikke noget at skrive hjem om. Vi var et par stykker, som skulle til Grønnedal, heriblandt min kammerat Poul Arne Pedersen, som også var telekonstabel. Efter 6-7 timers flyvning mellemlandede vi på Keflavik Air Base på Island. Her blev vi indkvarteret for natten i en amerikansk blikbarak. En køje og to tæpper, se det var luksus. Næste dag, efter en solid amerikansk morgenmad, fløj vi videre til Grønland.

 
 

Catalinaen letter fra Arsukfjorden i 1969

Catalinaen letter fra Arsukfjorden i 1969

 

Det var i februar måned og vi var blevet sat af på en landingsbane i Narsarsuaq og ventede på den videre transport. Vores påklædning var ikke lige til -10o. Men solen skinnede og vi var fortrøstningsfulde, indtil vi så, hvad vi skulle flyve i - en Catalina. En maskine som også kunne lande på vandet. Den så meget gammel og ramponeret ud. Lappet sammen med tape og ståltråd. Det var den sidste af slagsen og den blev da også taget ud af drift året efter. Der var plads til ca. 10 passagerer på to langsgående bænke, en i hver side af flyet. Men vi kom da i luften og ned skulle vi jo nok komme. De to motorer larmede, så vi måtte råbe til hinanden. I halepartiet på Catalinaen var der en plexiglasboble, hvorfra vi på skift kunne beundre det storslåede snedækkede landskab under os. Det gjorde ondt i øjnene med så meget hvidt.

 
Et view over Flådestationen i 1969 fra inspektionsskibet Ingolfs helikopter

Grønnedal set fra Ingolfs helikopter i 1969

 

Flådestationen lå halvvejs inde i Arsukfjorden og der var mange kilometer vand at lande på. Hele maskinen rystede og knagede og det lød som om skroget blev flået fra hinanden, da vi ramte vandet. Vi fik fornemmelsen af at være på vej ned under overfladen; men så blev der stille og vi lå og vuggede på fjorden. En lille motorbåd var sejlet ud for at bringe os og vores bagage i land. Flådestationen var en samling lave bygninger spredt over en lille kvadratkilometer. Dalen, som langt tilbage i tiden, havde fået navnet Grønnedal, strakte sig op mellem de to fjelde Brattefjeld - i daglig tale kaldet Bratten (410m) - og Rypefjeld. Midt i dalen løb Bryggerens Elv, som havde sit udspring oppe ved Langesø. Det var så her i disse omgivelser, jeg skulle tilbringe det næste år. Senere skulle det så vise sig, at det blev til 2½ år.

Og så lige lidt geografi og historie:

 

Forenklet kort over Arsukfjorden

 

Arsukfjorden er omkring 35 km lang og med dybder på op til 600 meter. Fjorden er omkranset af fjelde 400-500 meter høje, men en enkelt top, Kungnait, ved fjordens munding, rager hele 1480 meter op. I bunden af Arsukfjorden ligger Arsuk isbræ. Den har en ca. 1 km. bred iskant på 30-50 meters højde. Den flyder langsomt, men kælver alligevel af og til nogle pæne store isbjerge, som flyder ud forbi Grønnedal. De er ikke til at spøge med og da slet ikke for en vandflyver. Den nærmeste by er Ivigtut.  Allerede i 1856 begyndte man at bryde kryolit her. Det blev dengang brugt i forbindelse med fremstilling af aluminiums. Under 2. verdenskrig havde Danmark ingen forbindelse med Grønland og i 1941 oprettede amerikanerne et forsvarsanlæg i Grønnedal, for at beskytte udskibningen af kryolit, der var vigtig for den amerikanske flyindustri.Det hvide er kryolit (AlF6Na3 - triNatriumhexaFluoroAluminat) I 1951 overtog Danmark de amerikanske installationer i Grønnedal. I 1956 blev der anlagt en ca. 5 km. grusvej langs fjorden mellem Grønnedal og Ivigtut og det var dengang, den længste vejstrækning på Grønland. Brydningen af Kryolit var allerede stoppet da jeg kom til Grønnedal i 1969 og havde efterladt et kæmpe hul, fyldt med fjordvand, midt i byen. Geologisk set er det et meget spændende område med mineralforekomster, som man ikke finder andre steder, bl.a. de meget spændende Ikkasøjler, som kun findes i Ikkafjorden. Arsuk, som ligger nedenfor Kungnaitfjeldet, var tidligere en af de rigeste bygder i Grønland. Der blev fanget store mængder torsk og laks. En lille ændring i vandtemperaturen fik fisken til at forsvinde og der bor nu kun ca. 150 mennesker i bygden.

 Det hvide er kryolit
 (AlF6Na3 - triNatriumhexaFluoroAluminat)

 

Ivigtut med det store åbne kryolitbrud / foto: Allan Hedegaard 1981Grønlands Kommando og Flåderadio Grønnedal er stadig placeret i Grønnedal. Da jeg kom i 1969 var det en flådestation, og der var udstationeret ca. 250 mand. Grønlands Kommando havde operativ kontrol over inspektions-kutterne og inspektionsskibene. Deres opgave var at overvåge de grønlandske farvande, hævde suveræniteten, forureningsbekæmpelse, eftersøgning og søredning samt fiskeriinspektion. De store inspektionsskibe patruljerede ved Grønlands øst- og vestkyst og de mindre inspektionskuttere kun ved Grønlands vestkyst. Officerer, værnepligtige og sådan nogle som jeg selv, konstabler, udgjorde bemandingen på flådestationen. Vi menige boede på små kamre med tremandskøjer. Det lykkedes mig faktisk at falde ud af den øverste køje en nat og slå hovedet i dørken, så bær over med mig. Nogle af officererne boede i eget hus og kunne have kone og børn med. Dette område gik under den meget sigende betegnelse "halvtolv".

 

Vi var 4 telekonstabler, som skulle vedligeholde og reparere alt teleteknisk udstyr på hele flådestationen. Det vil sige, at vi skulle servicere radiostationen med alle dens modtagere, skrivemaskiner, fjernskrivere osv. Vi havde værksted lige under flåderadiorummet, så det siger sig selv, at vi fik et særligt forhold til radiotelegrafisterne og det var tit oppe hos dem vi slappede af over en kop kaffe.

 

Arsuk isbræ. Læg mærke til aftegningerne på klippen, hvor isen engang har nået op.

Arsuk isbræ "Isblinken". Læg mærke til aftegningerne på klippen, hvor isen engang har gået

 

Senderbygningen lå isoleret fra resten af stationen. Der var både gamle og nyere sendere. Fra på størrelse med et køleskab til store klædeskabe. Nogle af dem var fra amerikanernes tid. Der blev sendt på lang-, kort- og mellembølge. Der foregik en livlig telekommunikation til skibe, fly og Søværnets Operative Kommando i Danmark. Vi fire teleteknikere skiftedes til at have døgnvagt på "senderen". Vi skulle reparere, hvis noget gik i stykker og i det hele taget sørge for, at senderne var justeret til optimal effekt i forhold til den valgte antenne. Nu må du huske på, at vi taler om 1969. Transistorteknikken var endnu forholdsvis ung, så en stor del af materiellet "kørte" stadig med radiorør. I nogle af de gamle sendere var der rør så store som fodbolde. Effekten var så stor, at hvis man stod med et lysstofrør i hånden foran senderen, kunne det blinke i takt med det, der blev sendt. Om det var særlig sundt at opholde sig i, ved jeg ikke, men det var nu engang min arbejdsplads. Telegrafisterne kunne fjernstyre senderne via kabler, men det var jo ikke altid, at de makkede ret (nej, heller ikke telegrafisterne). Så blev sendervagten ringet op, også midt om natten, og bedt om at få den og den sender til at "låse" på en bestemt frekvens. Man var aldrig alene på "senderen". Det vrimlede med kakerlakker. Det var ret irriterende, når de kravlede på en, mens man lå og sov på vagtbriksen. Vi forsøgte med mange udryddelsesmidler, men det lykkedes aldrig for os at slippe af med dem.

 

En lille skosse i havnen, der til sidst må bugseres ud, for ikke at beskadige kajenAlle telefoner med en tilhørende fuldautomatiske central, brandtryk og fjernstyringskabler var også vores område og der var ofte kabler, der skulle repareres. I den forbindelse havde jeg en ubehagelig oplevelse. Et antennekabel til en antenne på toppen af Bratten var uheldigvis blevet revet over i forbindelse med noget gravearbejde. Vi teknikere blev naturligvis tilkaldt. Man havde gravet et hul på en meters dybde omkring bruddet og frilagt kablet op mod fjeldet, så det kunne trækkes en halv meters penge. Jeg gik ned i hullet og savede og klippede de 1 tomme tykke kabler klar til splejsning. Jeg begik så en fejl.  Jeg tog fat i begge kabler og - sad fast, med en kraftig strøm igennem mig. Det var ikke rart. Til alt held forsvandt spændingen, da jeg sparkede ud og væltede om i hullet. Mit hjerte galopperede af sted og det føltes, som havde jeg lige løbet et maraton. Det viste sig senere, at man også havde gravet nogle 380 volt oliepumpestyrekabler over, og de havde rørt ved kobberstrømpen uden på antennekablet. Se det er derfor en elektronikmekaniker altid har den ene hånd i lommen. Antenneparken ved "senderen" skulle også vedligeholdes og det medførte en del klatring i stål- og træmaster. Den største var langbølgeantennen, som hang mellem to 60 meter høje stålgittermaster. Jeg var heldigvis kun oppe i toppen af den en enkelt gang. Da jeg kom ned igen følte jeg mig noget mat i knæene, men der var nu en fin udsigt deroppefra.

 

Grønnedal havn i 1969: Ingolf-Teisten-Mågen-Mallemukken og stationens egne mindre både. Billedet er taget fra Ingolfs helikopter.Inspektionsskibene så vi sjældent noget til. Jeg oplevede dog et par gange, at Ingolf og senere Hvidbjørnen lagde til kaj i Grønnedal. Det var så en kærkommen lejlighed til at feste og drikke nogle humle med nye mennesker. Inspektionskutterne Mallemukken, Mågen og Teisten var derimod ofte på besøg. Der var næsten altid et eller andet som skulle repareres, når de havde været på inspektion i et par måneder. Vi kunne sagtens få en halv dag til at gå med f.eks. at justere Terma radaren. På "senderen" havde vi en tilsvarende radar opstillet, så vi kunne teste og reparere printkort.

Grønnedal havn i 1969 fotograferet fra Ingolfs helikopter: 
Ingolf, Teisten, Mågen, Mallemukken og stationens egne mindre både.
 

De værnepligtige blev skiftet ud noget oftere end os andre mere "faste". De havde et system, hvor de nyankomne i de første måneder blev betegnet "kagler", for herefter at rykke op til "kiks". Man sluttede så af som "olde", med den respekt, som det naturligvis medførte. Vi konstabler fulgte ikke dette system slavisk, men lidt smittede det da af. Det var da værd at bringe på bane, når man til sidst var blevet "super olde". Men en ting, som alle vi menige nærede stor respekt for, var vores "nationalmelodi" Blueberry Hill med Fats Domino. Så skulle man rejse sig op, undtagen olderne naturligvis. Hvorfor det lige var blevet den melodi, fortaber sig i det uvisse, men den blev selvfølgelig ofte spillet i vores lokalradio, og særlig tit, når der var kommet nye folk. Hør den herunder...

Du mangler plug-in til at afspille mp3-filen

 

Poul og jeg på vej til stationsmesterens kontor efter sprutkortNår vi havde fri om aftenen og altså ikke lige havde sendervagt, var der ikke de helt store adspredelses-muligheder. Der var ikke TV på stationen og hvis vi var heldige, var der en film i gymnastiksalen en gang hver 4. uge. Vi kunne spille kort, billard eller badminton. Eller vi kunne gå i vores mandskabsklub "Nanok" - og det gjorde vi ofte. Nu var det sådan, at der var restriktioner på spiritus. Det fungerede på den måde, at vi skulle på vagtstuen, for at hente vores personlige sprutkort. Det skulle så afleveres ved køb af spiritus i klubben. På hverdage kunne vi købe øl og lørdag aften kunne vi også købe 9 cl. spiritus, hvis vi altså kunne aflevere et kort. Nu er sådanne systemer aldrig helt vandtætte, så vi fandt jo hurtigt ud af, at når stationsmesteren ikke var på vagtstuen, kunne vi også få udleveret sprutkort til dem, som vi vidste var på vagt. På den måde kunne vi godt få samlet kort sammen til at købe en flaske spiritus eller to. De mest populære drinks dengang var Bacardi Rom og Cola, og Smirnoff Vodka blandet med rød sodavand. Der blev fra tid til anden holdt nogle gevaldige fester på banjerne - og gerne en hel weekend. Vi måtte ikke tage øl eller spiritus med ud fra klubben, men sådan et par papkasser korthalsede humle under armen lægger man næsten ikke mærke til, når det er mørkt og man går et par stykker sammen i store parkacoats.

 

Et kig over stationen omkring år 2000Da jeg havde været på stationen i et års tid, blev jeg sendt på et 8 dages kursus til Nuuk sammen med teletekniker Vagn Hansen og jeg fik mulighed for endnu en spændende vandtur i Catalinaen. Vi fløj sammen med Lille Palle og hans band, som havde besøgt og underholdt os i Grønnedal. Nu er 8 dage jo ingen tid, men vi fik da set lidt til storbyen. Det var en stor kontrast til Grønnedal. Vi boede på hotel og her kunne vi gå i banken og handle i Brugsen og mange andre butikker. Men formålet med opholdet var, at vi skulle undervises i Siemens fjernskriver T100. Tysk finmekanik i høj klasse. Vi fik lært at skille "dyret" ad i 1000 stumper og så samle og justere den igen - endda så den virkede bagefter. Det satte os i stand til at udføre service på Flådestationens mange fjernskrivere. Når undervisningen var slut klædte vi os pænt på og gik "i byen". En af dagene blev lidt for våd for mit vedkommende. Vi havde hørt, at Mallemukken var kommet til Nuuk, så om aftenen gik vi ned til havnen, for at hilse på. Mallemukken lå ved en bøje et lille stykke ude i havnen og adgang foregik i en jolle. Man skulle trække sig frem og tilbage ved hjælp af et udspændt tov. Vagn og jeg tilbragte et par muntre timer ombord og jeg tror da også, at der gled en humle eller to ned. Bestemt ikke flere. Det blev sent, og vi skulle jo undervises dagen efter, så jeg besluttede, at nu var det min sengetid. Jeg hoppede ned i jollen og trak mig ind til land. Da jeg så skulle op på kajen, gled min fod og jollen valgte at forlade mig på samme tid. Så jeg befandt mig midt imellem, hvilket vil sige, at jeg lå og rodede rundt i vandet i Nuuk havn en sen nattetime. Det var lidt halvkoldt, så jeg kom op i en fart. Jeg begyndte at gå op mod hotellet, men var så heldig, at der kom en taxa forbi. Chaufføren fik en ekstra skilling, fordi jeg dryppede i hans vogn. Det mest irriterende var, at jeg kun havde et par sko med, så de måtte lyntørres på radiatoren. Jeg kom da til undervisning dagen efter, men i et par meget stive sko. Vagn og jeg fik mulighed for en rundvisning på Nuuks senderstation og vi fik også en snak med nogle af de folk, som var i gang med at planlægge Grønlands første lokale TV net i byen. Hjemturen foregik med helikopter ud til Ingolf, som så sejlede os ned langs kysten. Vi blev så fløjet ind til Grønnedal med Ingolfs egen helikopter. En spændende flyvetur i en lille kvik maskine, hvor vi fløj lavt hen over vand og klipper.

 

"Ufoen" Tommy Andersen, Preben Nørgaard og jeg selv nyder en humleGrønnedal siges at være et af de smukkeste steder i Grønland. Det skal nok være sandt. Vi nød i hvert fald den pragtfulde natur i fulde drag og gik ofte lange ture op i "mutterne". Jeg havde, ligesom så mange af de andre, købt min egen riffel, en Anschütz cal.22 med kikkertsigte. Jeg havde heldet med mig et par gange og fik nedlagt nogle ryper. Der var ikke så meget kød på dem, men de smagte udmærket. Når vi havde flere samlede fridage tog vi på længere ture. Vi menige havde 2 hytter til vores rådighed. Den ene hed "Ny hytte" og lå dybt inde i Arsukfjorden. For at komme til den skulle vi sejles ind. Så havde vi nogle dage for os selv, helt afskåret fra civilisationen, mobiltelefon var jo ikke en mulighed. På sådanne ture var vi som regel en 5-6 stykker.
 

 

"Ny hytte"I et års tid var vi særligt privilegerede. Konstabel kokken Preben var udstationeret på flådestationen. Så når vi kunne få ham med og få ham til at stå for provianten, manglede der i hvert fald ikke noget. Der blev spist noget lækkert kød, drukket nogle øller og skudt til måls efter dåser og isskosser. Vi havde nogle sjove dage. Jeg var også på et par teltture. Lidt mere primitivt, men en stor oplevelse. Myg og små fluer var til tider et stort irritationsmoment. De fløj konstant ind i mund, øre og øjne, og det var upraktisk at gå med myggenet hele tiden, især når vi skulle spise. Vi havde naturligvis medbragt diverse myggemidler, men de virkede overhovedet ikke på grønlandske insekter. Vi fandt dog ud af, at en dåse myggespray var udmærket som flammekaster, så vi kunne hurtigt få gang i et bål.

 

Nordlys eller polarlys, her over Ilulissat / foto: Klaus PoulsenJeg har altid haft en svaghed for klipper og jeg tror, at det var derfor jeg følte mig så godt tilpas i Grønnedal. Fjelde hele vejen rundt og Kungnaiten, som rejste sig i det fjerne (ca. 20 km væk). Træer kunne man godt kigge langt efter. Vegetationen var meget lav. Krat og små buske, men en overflod af små arktiske planter, som i sommerhalvåret blomstrede i stærke farver. Der ynglede mange havørne i fjorden og det var et flot syn, at betragte de store fugle kredse over stationen. Om vinteren kunne vejret være barsk. Det var en tør kulde, så det føltes ikke så koldt, men stormene, specielt en "sydost", kunne med op til 140 knob (2 x orkan), virkelig flytte rundt på tingene. Selv store olietønder fyldt med sten, som blev brugt til vejafmærkning, kunne vælte. En anden "spændende" vejrtype var den lune føhnvind, som på kort tid kunne forvandle et snedækket landskab til en kæmpe skøjtebane, hvor det kun var muligt at færdes udendørs med gletscherjern under skoene. Når det blev mørkt, kunne vi beundre de mageløse nordlys, som flammede hen over himlen i rødgule og grønne farver. Naturen leverede hele tiden gratis underholdning af første klasse.

 

Grønlandsfly "snurrebassen" 1971I 1971 blev der anlagt en heliport og stationen blev nu regelmæssigt befløjet af Grønlandsfly med helikopter, som hurtigt fik navnet "snurrebassen". Det betød også, at Poul og jeg efter 2½ år kunne drage fra Grønnedal på anstændig vis. Det var med blandede følelser. Vi savnede selvfølgelig familien og det at komme i skoven og klappe et træ, men vi efterlod også en del af os selv i Grønnedal. Det fornemmer jeg helt tydeligt nu, hvor jeg skriver disse linier. Det er utroligt som tiden går. Det er nu 35 år siden og en del har ændret sig. Konstabelbanjen, som jeg boede på, eksisterer ikke mere. Den blev knust af en lavine i 1983. 3 konstabler omkom og seks blev kvæstet. Der er ikke flere fastboende i Ivigtut (staves nu Ivittuut) og den henligger som lidt af en spøgelsesby. Et par huse fungerer som motel for turister og geologer i sommerhalvåret. I dag er der kun ca. 60 mand fra Søværnet, som er tjenstgørende i Grønnedal. I sommerhalvåret kan der være op til 150 beboere. I 1987 blev der udsat 15 moskusokser i området. Nu er bestanden oppe på flere hundrede dyr og Ivittuut kommune arrangerer turistjagter. Grønnedal er ophørt med at være en flådestation. Den betegnes nu GLK Grønnedal. De vigtigste funktioner er GLK-stabsarbejde, bemanding af situationscenter og drift af servicefunktionerne på stedet samt Flåderadio Grønnedal. Stationen er i begrænset omfang stadig forsyningsbase for inspektionsskibe og inspektionskuttere. Søopmålingen i Grønland har nu 2 opmålingsfartøjer, som siden 1989 har været stationeret i Grønnedal og der er bygget en opbevarings- og reparationshal "Katedralen" til skibene. Byen er under stadig udvikling. Ivittuut kommune, den mindste i Grønland, omfatter indre Arsuk fjord (Ivigtut og Grønnedal) har administrationskontor i Grønnedal. Der er nu bygget et medborgerhus og en børneinstitution og man har naturligvis også fået TV. Hjemmestyret havde sidste år sparet de 2 ugentlige beflyvningen af Grønnedal væk. Der er nu i 2006 nået enighed om beflyvning med Air Greenland, hvor udgifterne på en million kroner, deles mellem forsvaret og Hjemmestyret.

 

Kungnaitfjeldet i solnedgang

 

En ting har dog ikke forandret sig.
Kungnait fjeldet ligger, hvor det har ligget i tusinder af år, og der bliver det nok tusind år mere.

 
 

Grønlands Kommandos våbenskjold
Overkonstabel Tele
Henrik Stilborg
Grønnedal nr.: 315 (1969-71)

 

Relevante links:
 
Ivittuut kommune
Arsukfjorden
Grønlands Kommando
Lidt om Ikkasøjlerne
 

retur til index

 

Copyright © 2008 Cerohs | Henrik Stilborg | Opdateret: 22-04-2008